Site Title

Der står flere tomme stole i huset nu – og sådan har det været i over syv måneder.

Når jeg kigger rundt i køkkenet, står pladsen ved spisebordet tom. Kigger jeg rundt i stuen, står den lænestol, vi købte sammen, da sygdommen holdt sit indtog, også tom. På kontoret er der kun slidmærker fra dine mange timer på din kontorstol… For 1 år og få dage siden fejrede vi konfirmation – helt uvidende om, hvad kort efter ville ramme dig og os som familie.

4 måneder i levende helvede var det – med dig som uden tvivl kæmpede heltemodigt, som altid, med din høje smertetærskel og viljestyrke – og din evige overbevisning om at ville klare alting selv… Men med kræft-monstret (LORTEKR…) blev kampen totalt ulige, og vi kunne helt magtesløse kun se på, at sygdommen støt og ubarmhjertigt gjorde indhug i dig. – Og nu ca. et år efter kræftens indtog, vågner vi dagligt og forsøger at navigere i en ny slags levende helvede efter den ultimative, uretfærdige konsekvens; – at miste dig…

Vi, særligt du, bevarede troen og håbet til det sidste; – i dag føles det helt håbløst naivt – og da rædslen stod klar – fik vi blot 4 døgn sammen, før den sikre kontakt med dig var forbi. – Umenneskeligt, ubarmhjertigt, sindssygt, uhyggeligt og det mest barske jeg nogensinde har været vidne til. – At forsøge at mærke, forstå realiteten, være hos dig, støtte børnene, hidkalde øvrig familie og nære venner, afholde “panik-møder” omkring økonomi og sikkerhed… 110% umenneskeligt og forfærdeligt – jeg aner overhovedet ikke, hvordan jeg og vi stod igennem det – og meget huskes kun i tåger.

Udendørs kigger jeg nu rundt i din smukke Maj-have, indendørs på dine forskellige tomme stole, og herefter over på dine børn, som, i min optik, er din vigtigste og fineste arv. Gennem dem formåede du virkelig at sætte fine aftryk her i verden.

HOLD K… hvor jeg stadig ikke fatter, at vi først skal mødes igen – overjordisk – og for pokker hvor vi savner dig, vores største stjerne og alles kæmpe Goof Ball

– Men alt det er blot et af sorgens grimme ansigter…