Site Title

Sidste weekend tog jeg mig mod til. Min fornuft siger, at det er sundt at tage fat på aktiviteter, som førhen var lig med megen spas og glæde – jeg tog til endags musikfestival med gode venner. Følelserne følger bare ikke med… Endnu et eksempel på, at intet er som før, jeg er forandret og derfor samtidigt en understregning af, at jeg MÅ skabe en ny normal.

Som én, jeg beundrer, siger: Nogle efterladte vælger at dø langsomt sammen med den de mistede, under påskud af trofasthed og kærlighed. Andre vælger at LEVE det liv, de stadig har, med integritet og intensitet, under præcist samme påskud. – Jeg ønsker at være i sidstnævnte gruppe… Men hulens svært er det!

Det føles som indre tovtrækkeri – jeg ønsker at nyde venners selskab, at grine og hygge med dem og f.eks. nyde koncerter som før i tiden… Men når jeg forsøger, sidder skam, skyld og samvittighed LIGE der på den ene skulder og hvisker mig i øret: ” aaargh, er det nu en helt ok ide, du har fået der?” “Kan du virkelig være bekendt at more dig?” “Burde du ikke højest tillade dig at nyde noget som gåture” “Kan du tillade dig det, når Morten ikke kan være med?” – Svigter du ham ikke ved at føle glæde?”- Alt det og lignende overtænkte tanker.

Jeg er ikke den samme som før tabet; og jeg blir det heller ikke… Forude ligger opgaven at afsøge, hvem jeg egentlig er – som mig, uden M? Der har været rigelig lidelse og afmagt det seneste år, og kræften må ikke stjæle mere liv, end den allerede har gjort… Jeg ved (i maven & hjertet) at M aldrig ville ønske, at jeg gik i stå og isolerede mig. Jeg ved inderst inde, at han ønskede børnene og jeg lykke og glæde, også selvom det ikke blev sagt direkte. Han var et yderst uselvisk væsen, der gjorde alt han kunne for at beskytte sit lille hold (læs: familie). Som efterladte er det nu op til mig/ os at forvalte hans ønsker på vores vegne; – alt imens vi bærer ham med os i alt, vi foretager os. Det kræver mod, styrke og masser af kærlighed i en ændret form. En kærlighed vi udøver ved at sige hans navn højt og tale om alle vore minder – han skal aldrig glemmes/ gemmes…

M – evigt savnet, altid elsket af din flok.